Det samme er tilfældet stort set alle andre steder i verden.
Wasabi (Wasabia japonica) er en plante, som man i det japanske køkken bruger til at lave den pasta, som hører sammen med sushi og sashimi.
Wasabi er vanskelig at dyrke. Det gør den til en meget kostbar grøntsag. Faktisk er kiloprisen oppe på ca. 200 dollar (to hundrede).
Og jo, forfatteren til denne artikel ved godt, at man i Netto kan købe en stor pose wasabi-ærter til ti-femten kroner. Men det er ikke ægte wasabi, der er i disse produkter. Det er et kopiprodukt baseret på peberrod, sennep og farvestoffer. ”Kopi-wasabi” anvendes også i Japan, når husholdningspengene bliver små. Men wasabi bliver det aldrig.
Den ægte friske wasabi serveres i første klasses restauranter og sushi barer i Japan, og det er også den, husets kok går efter, når det skal være rigtig lækkert i de japanske hjem.
Wasabi-roden rives med et fint rivejern (i Japan bruges et redskab lavet af hajskind, som minder om groft sandpapir), og der produceres en lysegrøn cremet pasta, der dufter og har en pebret smag. Pebersmagen forsvinder dog hurtigt og efterlader en dvælende sød smag uden den brændende peberod/sennep-fornemmelse, som man kender fra ”kopi-wasabien”.